Upstairs and Downstairs

Forskrift: Hvem er arbejderne? – Er det ikke alle lønmodtager eller? Hvem er arbejderklasse? Er det Børge From fra Krøniken eller Lauritz Jensen fra Matador? Det kan der stilles mange spørgsmål om. Jeg bruger betegnelsen arbejder som en masse betegnelse i dette indlæg – reelt er det de hårdtarbejdene lønmodtagerne jeg mener.

Det er en misforståelse hvis nogen tror at “gør din pligt – kræv din ret” og man skal yde før man kan nyde er liberal og blå politik. Det er gamle socialdemokratiske normer og er basis for at velfærdsamfundet kan hænge samme og holde hånden under mennensker som har BRUG for hjælp.

Det er derfor glædeligt at Socialdemokratiet gentager disse normer, som jeg også har beskrevet her. Det er en overreaktion på grænsen til det hysterisk, når den yderste venstrefløj råber op om det er at jagte “de svage” når de gamle normer igen fremhæves. Alle skal yde efter behov og den som KAN arbejde skal arbejde. Heldigvis ønsker hovedparten af arbejdsløse også dette, men der er desværre mennesker som blot rager til sig som en selvfølge uden at yde. Det er fakta.

Der er flere steder hvor pligterne er forsvundet. En del af forklaringen kan skyldes at en stor del af en generation, mere eller mindre har fået alt hvad de har peget på – forældre har snotforkælet deres kære børn. Alt hvad der hedder pligter er gledet i baggrunden. Når denne generation skal klare sig selv forventer de at det offentlige træder til, når der ikke lige er det arbejde som passer den. Her er det forældre som har svigtet fatalt og i den sidste ende kan det betyde velfærdssamfundet undergang.

Pligterne svigtes også når en del af samme generation – og flere til ikke vil betale A-kasse eller indboforsikringen. De forventer hvis det går galt for dem så kan de få hjælp via det offentlige. Det kan de ikke hvis deres lejlighed ryddes for indbo, det er for egen regning, men de kan godt modtage kontanthjælp, hvis de ikke har betalt til en A-kasse. Det sidste er et skråplan, for har man haft muligheder for at optjene dagpenge har det været en pligt at melde sig ind i en A-kasse.

Der er et arbejderparti som træder i karakter når de gamle dyder fremhæves når der er behov for det. Det er arbejderne som driver landet frem.

I den forgangne uge skrev Skatteminister Thor Möger Pedersen(SF) om regeringens planer om at sænke skatten på arbejde for  “dem som trækker læsset”

Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.

Regeringens planer kan kun hilses velkommen. Jeg glæder mig naturligvis som socialdemokrat at arbejderne belønnes for sliddet, og tidligere bekymringer i mit stille sind om mit parti var ved at udvikle sig parti udelukkende for mennesker på overførselsindkomst er forsvundet. På samme måde som “ret og pligt” er Socialdemokratiet tilbage hvor det hører hjemme.

Et arbejderparti gør noget for arbejderne – også det er netop hvad socialdemokraterne gør med planerne på skatteområdet, sammen med de øvrige regeringspartier.

Næsten naturligvis er Johanne Smidt Nielsen og Ø-bevægelsen oprevet over tankerne om en skattereform som sænker skatte på arbejde. Den vil føre til mere ulighed og øget fattigdom siger Johanne Smidt Nilsen imens flere smides ned i liste Ø´s selvkonstrueret sociale massegrav.

Liste Ø har en besynderlig tilgang til lighed. Det gør da ikke flere fattige at skatten sænkes på arbejdsindkomst. Virksomhedernes medarbejder vil være mere villig til at arbejde ekstra som betyder øget skatteindtægter. De mennesker som KAN arbejde og flyttes til job giver besparelse af overførelsesindkomst og giver skatteindtjening. Desuden giver en laver skat på arbejde et mindre lønpres, som betyder virksomhederne kan invester mere samt at der kommer flere penge i omløb.

At sænke skatten på arbejde er kun en fordel for velfærdssamfundet og Johannes fattige. På den måde bevare man solidaritet i samfundet, og solidaritet er ikke at give alle det samme eller Mærsk en børnecheck som liste Ø gerne gør.

Efterskrift: Jeg er så træt af at høre Johanne og liste Ø ligge alle førtidspensionister ned i den sociale massegrav, og alt er synd for os og vi er fattige og svage. Det er misforstået omsorg. Vi er mange førtidspensionister som er stærke på trods af vores elendige helbred. Vi ved godt hvad oprigtig svaghed er. En ting er helt sikkert: Johanne og liste Ø i taler ikke min sag som førtidspensionist…